Få vores nyheder på mail

Ny direktør i Vismas SMB-division i Danmark

Pressemeddelelse   •   Mar 19, 2018 16:01 CET

Mads Rebsdorf er udnævnt til administrerende direktør for Visma e-conomic A/S og Visma Software A/S.

Visma styrker satsningen mod SMB-segmentet med Mads Rebsdorf som administrerende direktør for Visma e-conomic A/S og Visma Software A/S.

Vismas SMB division har de seneste år foretaget adskillige opkøb i Danmark og har valgt at fusionere flere selskaber og samle ansvaret for Visma e-conomic A/S og Visma Software A/S med Mads Rebsdorf som administrerende direktør.

Målet er fremadrettet endnu hurtigere at drage nytte af tjenester og innovation på tværs af produkter, selskaber og teams til glæde for kunder og partnere. Flere af resultaterne fra de tværgående samarbejder er allerede på markedet, hvor e-conomic har fået helt nye muligheder, ligesom der deles viden og arbejdes tæt med kollegerne i Dinero og DataLøn.

Eilert G. Hanoa, direktør for Software Unit i Visma SMB, siger: “Vi har været igennem en fantastisk rejse i Danmark de seneste år, hvor Mads har leveret en strålende indsats med at etablere og udbygge Vismas position i Danmark, og han er en væsentlig medvirkende årsag til det gode samspil mellem det forretnings- og udviklingsmæssige i Visma.”

Mads Rebsdorf fortæller: “Visma er en utroligt spændende virksomhed med store ambitioner. I Danmark har vi i dag den bedst mulige markedsposition med stærke produkter og en utrolig kundeorienteret organisation, der er målrettet mod at skabe en bedre og mere effektiv hverdag for vores titusindvis af glade kunder. Jeg glæder mig meget til at fortsætte rejsen og realisere det fulde potentiale for både kunder og medarbejdere i Danmark”.

Udvikling i Visma 
Fra 2015 til og med 2017 har Visma opnået en stærk økonomisk vækst, dels gennem organisk vækst og dels gennem opkøb. Fx viser årsregnskabet for Visma e-conomic et overskud efter skat på 13,6 mio. DKK i 2015, hvilket kun to år efter er vokset til 104 mio. DKK:

“Vismas udvikling i Danmark kræver en leder, som både kan samle og give plads til nye medlemmer af virksomheden. Og dét kan Mads. Han har været med til at facilitere et uhøjtideligt, dynamisk miljø med højt til loftet, hvor alle medarbejdere og ledere bliver opfordret til at byde ind og tage ansvar. Jeg er sikker på, at Visma SMB i Danmark vil fortsætte sin stærke kultur og udvikling med øget vækst, nye produktlanceringer og tjenester med Mads som leder”, siger Eilert G. Hanoa.

SMB-området i Danmark har flere end 300 medarbejdere, +150.000 kunder og en årlig omsætning på mere end 650 mio. DKK, mens den samlede omsætning for hele Visma-koncernen i Danmark var knap 1,5 mia. DKK i 2017.

Om Mads Rebsdorf
Mads Rebsdorf er 34 år, gift og har to børn og bor i København. Mads blev ansat som softwareudvikler i Vismas udviklingsafdeling i Norge i 2011 og kom hjem til Danmark i 2013, hvor han siden har udviklet sit kommercielle, operationelle og ledelsesmæssige ansvar i Vismas SMB division i Danmark: Først i Visma Software A/S og siden udvidet med bl.a. opkøbet af e-conomic. 

Visma er førende leverandør af produkter og ydelser, som effektiviserer virksomheder. Koncernen tilbyder software, inkassoløsninger, retail IT-løsninger og IT-relaterede projekter og rådgivning. Visma forenkler og automatiserer forretningsprocesser inden for den private og offentlige sektor. 760.000 nordeuropæiske kunder benytter Vismas produkter og services, og yderligere 300.000 bruger Visma som hosting-partner. Koncernen har 6 700 ansatte og havde i 2017 en omsætning på mere end DKK 7 000 millioner DKK.

Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar