Få vores nyheder på mail

Borgmesteren til Visma: I peger i retning af fremtiden

Pressemeddelelse   •   Okt 23, 2013 00:00 CEST

Foto: Borgmester Søren P. Rasmussen klipper den røde snor over til Visma Consultings nye domicil, mens adm. direktør Carsten Boje Møller ser på-


Visma passer perfekt ind i visionen om Lyngby som Vidensby og repræsenterer den erhvervsudvikling, der er så utrolig vigtig - både for os lokalt og for hele Danmark, sagde borgmester Søren P. Rasmussen (V), da han klippede den røde snor til Visma Consultings nye hovedsæde

Der er sket noget med erhvervsbyggeri siden 1996. Det kan man ikke mindst opleve på Nørgaardsvej 32 i Lyngby, der i mange år har huset Bayers hovedsæde, indtil den internationale koncern i 2011 flyttede ud til nye lokaler i Ørestaden.

PFA Ejendomme, der ejer og udlejer bygningerne på Nørgaardsvej, har det seneste år gennemført en omfattende renovering af ejendommen, der oprindeligt var på 6.000 m2, men som i forbindelse med renoveringen er blevet udvidet til i alt 13.000 m2.

Her er Copenhagen Business Academy nu flyttet ind i den ene længe, mens IT-konsulentvirksomheden Visma Consulting A/S er flyttet ind i den anden.

Direktørens mange hensyn

I sin tale til medarbejderne og de fremmødte kunder, leverandører og samarbejdspartnere sagde administrerende direktør Carsten Boje Møller:

- Velkommen til Visma Consultings nye domicil. Tusind tak for, at I alle ville komme i dag og være med til at åbne vort nye hus. Vi er utroligt glade for vores nye smukke omgivelser, der byder på et meget åbent, lyst og venligt miljø med god akustik og attraktive arbejdsvilkår for vores medarbejdere.

- Det er ikke let at finde et nyt domicil. Der er mange interessenter og mange hensyn. Medarbejderne synes, vi skal finde en bygning lige ved siden af, hvor de bor. Kunder vil gerne have os i nærheden. Og aktionærerne vil gerne have, at vi finder et sted med en lav husleje, sagde en storsmilende Carsten Boje Møller.

Et af de væsenligste kriterier fra Visma Consulting, der er et selskab i den nordiske Visma-koncern, var endvidere, at det skulle være attraktivt i forhold til at kunne fastholde nuværende og tiltrække nye medarbejdere. Især i forhold til nye medarbejdere er dette opfyldt med Copenhagen Business Academy som nabo og DTU meget tæt på.

Endelig ledte virksomheden efter et spændende nærmiljø med butikker og indkøbsfaciliteter, hotel og konferencefaciliteter samt god adgang til offentlig transport som S-tog og bus samt motorvej og P-pladser.

- Vores søgeproces endte her i Lyngby, hvor vi har fået et domicil med kvalitet. En arbejdsplads, vi kan være stolte af. Ikke for prangende og ikke for dyrt. Et mere åbent miljø med mere dynamik, hvor vi kommer hinanden mere ved i hverdagen. Et domicil, der understøtter vores projektforretning og agile processer - samt ikke mindst den fremtidige vækst.

Personligt opkald fra borgmesteren

Direkte henvendt til borgmester Søren P. Rasmussen (V), som også deltog i indvielsesreceptionen, sagde Carsten Boje Møller:

- Jeg vil gerne takke dig personligt for den måde, I har budt os velkommen på her i byen. Det har været en progressiv og meget positiv oplevelse. Jeg glemmer aldrig, da jeg fik et personligt opkald fra dig, hvor du bød os velkommen og spurgte, om vi skulle tage et møde over en kop kaffe, hvor du kunne høre om, hvordan du og kommunen bedst kunne bistå os med at falde til. Det har jeg alligevel aldrig oplevet før, fastslog Carsten Boje Møller og overlod dermed scenen til borgmesteren.

Peger i retning af fremtiden

- På hele kommunens vegne er det mig en stor glæde at være med til at fejre indvielsen af Vismas nye aktiviteter. Det er både flot og imponerende, og det peger i retning af fremtiden, sagde Søren P. Rasmussen. Borgmesteren fremhævede, at med Vismas ønske om at placere sig midt i byen, er IT-konsulentvirksomheden med til at løfte visionen om byen, hvor erhverv, borgere og studerende er en integreret del af byen.

- Erhvervslivet, uddannelserne og kommunen er gået sammen i samarbejdet om Vidensby-visionen, der skal gøre byen til en førende videns- og universitetsby i Nordeuropa. Og med Vismas tunge kompetencer inden for jeres felt, står I jo netop for den erhvervsudvikling, der er så vigtig ikke alene for Lyngby-Taarbæk kommune, men for hele Danmark, fastslog borgmesteren.

- Vi kan tilbyde et videnstungt og udviklingsorienteret miljø, hvor der er kort afstand mellem virksomheder, universitet og kommune. Det gør os i stand til at handle hurtigt og skabe resultater sammen. Visma er så afgjort en gevinst for vidensbyen, og vi er mange, der der ser frem til samarbejdet, sagde borgmesteren til deltagernes klapsalver, inden han opfordrede til et 3-foldigt leve for Visma og deres nye domicil og sluttede sit indlæg med at klippe den røde snor.

IT-konsulenthus med stor erfaring

Visma Consulting leverer kundespecifikke og forretningskritiske IT-løsninger til den offentlige og private sektor.
I den statslige sektor har Visma Consulting mere end 15 års erfaring med at udvikle og vedligeholde eksempelvis selvbetjeningsløsninger og fagsystemer, der understøtter den komplekse og foranderlige lovgivning, som statslige myndigheder er en del af.

Derfor kender Visma Consulting til bunds de særlige krav og behov, der gør sig gældende og sørger for, at kundernes IT-systemer til enhver tid lever op til gældende lovkrav og udvikling på området.

Visma leverer en bred vifte af produkter og ydelser til mange forskellige brancher, forretningsområder og kundetyper.

Vi er Nordens førende leverandør inden for økonomisystemer, detail-IT, outsourcing af løn- og økonomi, inkasso samt udvikling af og rådgivning om større it-løsninger.

Visma er en af Nordens største virksomheder med over 6.700 ansatte i Danmark, Norge, Sverige, Finland, Holland, Rumænien, Letland og Litauen. Vores mange enheder og selskaber arbejder alle med effektivisering af forretningsprocesser på forskellige områder.

Det nordiske samarbejde gør, at vi har mulighed for at servicere virksomheder, der er repræsenteret i flere nordiske lande. Hvis din virksomhed har brug for assistance i flere af de nordiske lande, kan vi sammen skræddersy en løsning, der passer netop dit behov.

I Danmark er vi omkring 640 mennesker, der alle er parate til at effektivisere din virksomhed.

Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar

Ved at indsende kommentaren accepterer du, at dine personoplysninger behandles i overensstemmelse med Mynewsdesks privatlivspolitik.