Få vores nyheder på mail

Nye investorer styrker Vismas europæiske vækststrategi

Pressemeddelelse   •   Aug 21, 2020 08:44 CEST

Vi er glade for den fortsatte opbakning fra de eksisterende investorer, og med dem alle ser vi frem til at fortsætte Vismas strategi med at udvikle et komplet online økosystem for virksomheder over hele Europa, siger CEO Merete Hverven fra Visma.

Hg Capital styrker sin ejerandel - og med yderligere investorer ombord er Visma nu værdiansat til over DKK 76 mia.

Sammen med investoren CPPIB øger den engelske kapitalfond Hg sin ejerandel i softwaregiganten Visma. Derudover indtræder globale investeringsselskaber TPG og Warburg Pincus som nye investorer og medejere i Visma-koncernen.

TPG forvalter midler i vækstkapital, public equity og andre former for investeringer, mens Warburg Pincus udelukkende er en privat investeringsfond specialiseret i private equity.

Med de nye investorers indtræden i ejerkredsen er Hg med 54% af aktionerne fortsat hovedaktionær i Visma, mens de øvrige investorer består af GIC, ICG, CPPIB, General Atlantic, TPG , Warburg Pincus og ledelse. Ændringerne i ejerkredsen har ikke indflydelse på hverken ledelse eller strategi, men sammen med den eksisterende ejerkreds vil de nye ejere bidrage til realiseringen af Vismas vækststrategi, hvor fokus er på udviklingen af nye produkter, høj brugervenlighed og effektivisering af kundernes forretning.

Værdiansættelse på over DKK 76 mia.

Vismas strategiske vækstrejse er gennem de seneste år gået fra et rent nordisk fokus til i dag at være en af Europas ledende software-udbydere til både den private og offentlige sektor. Selskabet går fra en værdiansættelse i 2014 på US$3.5 milliarder svarende til ca. DKK 21,9 mia. til dagens værdiansættelse på US$ 12,2 mia. svarende til DKK 76,6 mia.

- Vismas fokus på cloud-baserede løsninger har i år vist sig at være at være af afgørende betydning. Uanset størrelse og branche har kunderne benyttet vores løsninger som strategisk værktøj i deres forretning, hvor covid-19 pandemien ellers har presset markeder over hele verden, siger CEO Merete Hverven og fortsætter:

- Digitale løsninger vokser i takt med, at virksomheder i stigende grad ser værdien i at anvende cloud-løsninger til forretningskritiske processer. Takket være vores internationale tilstedeværelse og decentrale struktur har vi ressourcer og netværk, der er tæt på kunderne og markedet og hurtigt kan tilpasse løsningerne til de lokale behov, understreger hun.

Om de nye investorer, siger koncernchefen:

- I snart 15 år har Visma haft stort udbytte af en støttende og erfaren investorkreds. Investorkredsens rådgivning og know how har gjort det muligt at præstere kontinuerlig vækst i både vores produktsortiment og vores geografiske tilstedeværelse. Hertil kommer en betydelig investering i cloud computing, som har styrket vores værdi overfor både kunder og aktionærer. I vores fortsatte investering i ny teknologi og nye innovationsområder som for eksempel AI og maskinlæring har vi brug for nye kompetencer, og det får vi via vores nye investorer.

- Vi er naturligvis også glade for den fortsatte opbakning fra de eksisterende investorer, og sammen med dem alle ser vi frem til at fortsætte Vismas strategi med at udvikle et komplet online økosystem for virksomheder over hele Europa.

Senior Partner og leder af Hg Saturn team Nic Humphries er tilsvarende glad for Hgs fortsatte investering i Visma:

- Visma er Europas største succes inden for cloud-løsninger til erhvervslivet. Det er et resultat af den konsekvente investering i SaaS teknologi, som ledelsen i Visma, Øystein Moan og Merete Hverven og hele deres førsteklasses team har stået bag. Vi har samme vurdering af Vismas potentiale, som vi havde, da vi første gang trådte ind i ejerkredsen. Covid-19 har i den grad illustreret den styrke, som ligger i Vismas cloud-løsninger, som har gjort det muligt for virksomheder at forblive forbundet med kunderne og fortsætte deres arbejde igennem krisen. Vi er naturligvis også glade for at byde velkommen til nye investorer, som vil arbejde sammen med de eksisterende strategiske investorer om at understøtte Visma over hele verden.

Om Visma

Visma tilbyder software og services, der forenkler og digitaliserer administrative forretningsprocesser i den private og offentlige sektor. Koncernen opererer på tværs af Norden, Benelux, Centraleuropa og Østeuropa. Med over 11.000 ansatte, mere end 1 mio. kunder og en omsætning på EUR 1,5 mia. i 2019 er Visma en af Europas førende softwarevirksomheder. Se mere på www.visma.com

Om Hg

Hg er en ledende europæisk investor i software og services, som understøtter selskaber, som vil forandre, hvordan vi alle gør forretninger. Indgående teknologisk viden suppleret med dybdegående specialisering i programmer og dedikeret driftssupport gør Hg til en attraktiv partner for ledelser, som vil skalere deres forretning.

Hg lancerede i 2018 Saturn teamet som en naturlig udvidelse til Hgs fokus på software og teknologiske løsninger. Målet for Saturn er at investere i selskaber med en selskabsværdi på min. EUR 1 mia. med egenkapital på min. EUR 500 mio., der har samme teknologiske forretningsmodeller, som Hg investerer i via eksisterende fonde.

Hg fonde har midler under forvaltning på over USD 30 mia. og har et investeringsteam på mere end 140 dygtige medarbejdere, hvortil kommer et porteføljeteam på mere end 30 operatører som yder praktik bistand til Hgs selskaber, således at de kan realisere deres vækstambitioner. Baseret i London, München og New York har Hg en portefølje på mere end 30 software- og teknologiselskaber med tilsammen over 30.000 ansatte i England, USA og Europa. Se mere på Hgs website: https://hgcapital.com/ .

Note

Intet indhold fra Vismas, Hgs, GICs, ICGs eller CPPIBs websites eller indholdet af nogen anden webside, som er tilgængelige fra disse websites (eller nogen anden webside) er integreret i eller udgør nogen del af denne offentliggørelse.

Vedhæftede filer

Word-dokument

Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar

Ved at indsende kommentaren accepterer du, at dine personoplysninger behandles i overensstemmelse med Mynewsdesks privatlivspolitik.